Meninger, meninger, meninger...

A year older; still not a grown up!

 photo 10505368_875253742498502_6353877508868703222_n300_zps697bb589.jpgI anledningen af min fødselsdag, ja i dag fylder jeg 26, har jeg besluttet mig for at være positiv og knap så alvorlig. Gad vide hvordan det går…

I år havde jeg for første gang nogensinde besluttet mig for at jeg ikke gad holde fødselsdag. Jeg har ikke råd til at invitere gæster og jeg har ikke det mentale overskud til at stå for sådan en fest. Jeg kan ikke finde ud af at bage boller eller lave mad og jeg har ikke lyst til at holde en fødselsdagsfest uden mine forældre, som er på ferie.

Hvad jeg ikke vidste var at mine forældre bag min ryg havde planlagt en surprisefest for mig sidste fredag (mere om den i morgendagens indlæg). Mine to søstre havde planlagt en middag i byen med kæresterne, sønnerne, en fælles veninde og selvfølgelig mig. I går inviterede mig faster mig forbi på prefødselsdagshygge og nu på fredag skal jeg ses med en anden veninde, hvor vi skal hygge og i byen og fejre mig.

Så selvom jeg ikke havde planlagt noget i år, så lod mine nærmeste mig alligevel ikke gå fri, og tak for det!

Alle år til min fødselsdag har jeg altid sagt at jeg ikke ville være voksen. Det gør jeg igen i år og det gør jeg sikkert også til næste år. Jeg har de sidste par uger fulgt med i serien Friends på Netflix og for et par dage siden nåede det til Rachels 30 års fødselsdag. I fuld Rachel-stil går hun i panik over fremtiden, mand, børn, ægteskab og hvad der ellers hører til at blive ‘voksen’. I den serie har Rachel altid været den jeg har set mig selv mest i, men i denne situation deler vi (heldigvis) ikke samme mening og frygt.

Jeg frygter ikke at jeg ikke finder drømmemanden; jeg har accepteret at han ikke er der nu, men jeg går ikke og leder intensivt efter ham.

Jeg frygter mere at jeg en dag bliver så voksen og alvorlig at jeg glemmer min barnlige side. Den side af mig som elsker lyserød, elsker Hello Kitty og den side som kan grine af tegnefilm. Jeg frygter at jeg en dag bliver tvunget over i jordfarver og fornuftige sko. Den dag jeg bliver for gammel til at drikke mig fuld og snige en smøg, og den dag hvor man i selskaber skal snakke om andet end blog, neglelak, sko og makeup.

Jeg frygter at jeg pludselig skal blive voksen og stå med mere ansvar end jeg kan og tør kunne klare alene. Økonomi, regninger og myndigheder. Jeg nyder at jeg har hjælpen fra min familie, selvom det måske er lidt en bjørnetjeneste de gør mig.

Jeg vil ikke blive voksen; Jeg har et indre barn som tigger mig om ikke at blive glemt.

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar